Knud A. Sveistrup har meddelt sin fratræden som formand for SPAD`s bestyrelse

Sønderborg, den 29.08.2018

Det er netop meddelt, at Knud A. Sveistrup udtræder af bestyrelsen for Sønderborg Pipes and Drums ved den ordinære generalforsamling marts 2019.

Efter 4 år i formandshvervet har Knud A. Sveistrup nu meddelt sin afgang fra SPAD`s bestyrelse, når hans valgperiode udløber ved generalforsamlingen i marts næste år.

”Min udtræden sker i ordentlighed og med god samvittighed. Jeg afleverer bandet i god stand – både med stærk markedsposition, organisation, musisk fremdrift og god økonomi”, oplyser formanden – for hvem det er vigtigt at meddele sin beslutning allerede nu. På den måde har SPAD god tid til at overveje den fremtidige model for bestyrelsens sammensætning og virke.

”I fællesskab med den øvrige bestyrelse, den musiske ledelse og bandet er vi kommet langt. Der er sket en række nyskabelser af både markedsmæssig, musisk og organisatorisk karakter. Og der er tilvejebragt en række værktøjer, som kan danne grundlag for SPAD`s videre udvikling”, siger Knud A. Sveistrup.

Gode oplevelser

”Det er jo noget af en satsning, når man inviterer eksterne erhvervsfolk ind i bestyrelsen for en frivillig forening med musik som funktionsgrundlag. Det har været en anderledes måde at tænke og virke på for begge parter – vi har dog altid haft en fornuftig dialog og fundet brugbare løsninger. Jeg har haft mange gode oplevelser – og er sikker på at have gjort en forskel med de tilførte værdier. I øvrigt varetager jeg fortsat formandshvervet med fuld styrke frem til den ordinære generalforsamling”, slutter Knud A. Sveistrup.

2018-08-29T17:19:13+00:00 august 29, 2018|Nyheder|

En kommentar

  1. Leif Gilsager 29. august 2018 af 18:49 - Svar

    Næppe nogen kan være i tvivl om, at du Knud har gjort et stort og frugtgivende arbejde for Sønderborg Pipes and Drums (Y) 😉

Læg en kommentar